• Renault har vist for høje forureningsværdier, men der er intet, der tyder på decideret svindel-software

Franske myndigheder ransager Renault kontorer

En fransk undersøgelseskommission har ransaget tre Renault kontorer. 'Vi samarbejder med undersøgerne', skriver Renault i en pressemeddelelse

En fransk undersøgelseskommission har ransaget kontorer på tre af Renaults adresser i Frankrig.

Det sker som led i jagten på svindel-software, der skal skjule for høj udledning af skadelige stoffer fra nye biler i stil med den software, som Volkswagen har indbygget i deres dieselmotorer, og som første til Dieselgate-skandalen.

Undersøger 100 biler

Frankrig nedsatte undersøgelseskommissionen efter, det amerikanske miljøbeskyttelsesagentur EPA tidligere lod sive, at en svindelsoftware eksisterede i en førende bilproducents biler ved starten af Dieselgate, hvor VW blev afsløret i at svindle med udledningen af farlige stoffer fra deres dieselmotorer.

– Den franske kommission, UTAC, er i øjeblikket ved at undersøge 100 biler, herunder 25 Renault’er, hvilket svarer til Renaults markedsandel i Frankrig, oplyser Renault i en pressemeddelelse.

For høj forurening

Frankrigs energiminister, Segolene Royal var i går ude med en erklæring om, at man ikke har fundet beviser for, at Renault har installeret software, der bevidst skulle give falske måleresultater.

– Aktionærer og ansatte kan være helt rolige, sagde hun på et pressemøde i Paris. Men hun tilføjede, at undersøgelserne samtidigt har vist, at Renaults forureningsværdier overstiger de tal, som både Renault og andre bilmærker har opgivet.

Flere bilmærker ransaget

De franske myndigheder har besøgt adskillige bilproducenter, og Renault skiller sig ifølge pressemeddelelsen ikke væsentligt ud fra de øvrige ransagede bilmærker, siger en anden fransk minister, denne gang økonomiminister Emmanuel Macron, der i går var på besøg i Berlin.

– Renault kan på ingen måde sammenlignes med Volkswagen-sagen, sagde han og afviste at afsløre, hvilke øvrige bilfabrikanter, der har haft besøg af UTAC på deres kontorer.

Generel tendens

Bilproducenter har siden 18. september, hvor Dieselgate begyndte at rulle, været udsat for skrap overvågning. Blandt andet har den franske regering med UTAC-initiativet haft som erklæret mål at undersøge, om VW’s software-snyd er udtryk for en generel tendens blandt bilproducenter, men det er der foreløbigt intet officielt, der tyder på.

Som en lille sidegesjæft har miljømyndighederne startet en undersøgelse af forskellene mellem de laboratorietests, der ligger til grund for de officielle udledningsværdier og virkelighedens tal. Og det er altså disse undersøgelser, der til stadighed afslører generelt højere forbrug og NOx-forurening blandt nye biler.

Aktiekurserne styrtdykker

Både Renault og andre bilproducenter gør meget ud af at samarbejde med myndigheder overalt i verden for at retablere tilliden til bilindustrien, men alene omtalen af undersøgelserne fik i går bilmagernes aktiekurser på børser i Paris, Milano og Frankfurt til at falde med 3,6 til 7,7 procent, hvilket med ét slag nedskrev markedsværdien med milliarder af Euro.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *