• Det larmer lidt, men tyvene er væk, før nogen når at reagere

  • Det er surt at komme ud til sådan en bil. Det koster både tid og penge, og kunderne bliver heller ikke glade

  • Skadedirektør i Alm. Brand, Brian Wahl Olsen, forsøger at være politisk korrekt, men det er altså østeuropæiske bander, der står bag den organiserede kriminalitet

  • Det bedst værn mod indbrud er at tømme bilen, så der ikke er noget at stjæle

  • Ekstra sikring med låse er også med til at gøre jobbet surt for tyvene

  • Med gitter for vinduet er det i hvert fald ikke den vej, tyven vælger

Forsikringsselskaber: Østbander bag bølge af indbrud i varebiler

De går efter dyrt værktøj og andre let omsættelige varer - og det er ikke danske nummerplader, der sidder på tyvenes biler, lyder beskeden

En bølge af indbrud i varebiler skyller ind over Danmark for tiden. Organiserede tyvebander bryder ind og stjæler værktøj, og de går målrettet efter de lette ofre.

– Det er forholdsvist nyt. Vi er begyndt at følge det, for hvis det fortsætter sådan, så begynder det jo at sætte sig i priserne, siger skadedirektør i Alm. Brand, Brian Wahl Olsen.

Østeuropæiske bander

Der er tydelige gentagelser i de tyverier, der bliver opdaget. Og ikke overraskende er det i de fleste tilfælde østeuropæiske bander, der står bag.

– Vi har blandt andet en storkunde med både varebiler og små containere med værktøj på byggepladser. De fik gentagne gange indbrud i både varebiler og containere. De gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at undgå det. Blandt andet satte de videoovervågning op. Og vi kan se, det ikke er danske nummerplader, siger Brian Wahl, der vejer sine ord på en guldvægt for ikke at sige noget politisk ukorrekt.

Tømt på få minutter

– Men det er ikke småkriminelle. Det er professionelle netværk, der ved, hvordan de kan komme af med varerne. De ved, hvor de ikke skal se hen, når der er kameraer oppe. De arbejder lynhurtigt, og i løbet af ganske få minutter har de tømt sådan en bil.

– Selvfølgelig er der en enkelt eller to, der forsøger sig og sætter varerne på Den Blå Avis, men de store mængder begås af udenlandske professionelle. Det ser vi jo også, når politiet stopper en hvid varebil på vej ud af landet fyldt med tyvekoster.

Rekord mange indbrud

Der findes endnu ingen samlet statistik for den specifikke stigning i antallet af indbrud. Den skjuler sig i den overordnede skadesstatistik for varebilerne, men Alm. Brand har pillet tallene ud for Altomvarebiler.dk, og de taler deres eget tydelige sprog.

2015: 286
2016: 395
2017: 281 (1. halvår)

Vi kan med andre ord forvente et slutresultat på over 500 anmeldte indbrud i varebiler for hele 2017.

Før var det hele varebiler

For nogle år siden var det hele varebiler, der stod for skud. Tyvene stjal de store varebiler som Mercedes Sprinter og VW Crafter, fyldte dem med tyvekoster fra tyverier og indbrud i villaer og personbiler og kørte det hele til Østeuropa. Det har en målrettet indsats fra politi og forsikringsselskaber dæmme top for.

– Hele startspærreproblematikken har jo gjort meget for, at der ikke er så mange biler, der bliver stjålet i dag. Tidligere så vi mange varebiler, der blev stjålet, siger Brian Wahl Olsen.

Det nemme bytte

Og tyvene går efter det nemme bytte.
– Vi ser jo, at der sker mange indbrud efter let omsættelige varer. Det tager jo ikke lang tid lige at lænse sådan en varevogn.

– Typisk er det elværktøj til videresalg men også til eget brug. Det kunne for eksempel være udenlandske håndværkere, der slår sig ned i Danmark. Dem finder man ofte stjålet værktøj hos.

Surt og tidskrævende

Og ifølge Brian Wahl Olsen er der kun én ting at gøre, hvis man ikke vil komme ud til en tømt varebil om morgenen. Det er både surt og tidskrævende, men der er ingen vej udenom.

– Du kan sætte alverdens låse på dine biler, men det eneste, der reelt virker, er at sige til svendene, at de skal tømme bilen hver dag ved fyraften og så fylde den igen til mødetid. Så kan man jo gøre alt andet for at sikre den.

Ikke toppet endnu

Først, når tyvene mister modet, fordi målene for deres indbrud bliver for svære at arbejde med, og de finder nye måder at tjene penge på, kommer vi problemet til livs.

– Så længe, det kan betale sig, fortsætter det. Vi har ikke set toppen af det endnu. Det er jeg helt sikker på, siger Brian Wahl Olsen.

Stigende tendens

Og afdelingsleder i Top Danmark Erhverv, Henrik Damm Pedersen, er enig.

– Vi kan se, at vores skadeprocent er stigende. Det dækker over andet end bare indbrud i varebiler, men vi kan se, der er en tendens. Så jeg vil sige, at der er indikationer på, at der er en stigning. Vi har haft henvendelser fra vores taksatorkorps om, at der sker noget, siger han.

Begrænse skaden

Derfor har de store forsikringsselskaber indført rabatordninger til kunder, der gør noget ekstra for at sikre deres værdier.

– Vi har jo en interesse i at nedbringe antallet af disse indbrud. Det er et spørgsmål om at begrænse skaderne, og det er jo altid i vores interesse. Kunderne skal ud og genanskaffe værktøj og har uanset erstatningen en masse besvær og tidstab i forbindelse med disse indbrud.

Rabatordninger

Én af disse rabatordninger er en aftale om rabat på montering af ekstra låse og sikringsudstyr fra firmaet SmartVan, som vi skrev om i onsdags.

– På nuværende tidspunkt har vi forhandlet en bedre aftale med SmartVan i forhold til at få monteret disse låse. SmartVan samarbejder jo med Automester, der står for monteringen, og de giver så en rabat via SmartVan, når de køber disse låsesystemer, forklarer han.

Nem at komme ind i

Han har ingen illusioner om, at det kan stoppe tyverierne, men det er en del af indsatsen for at nedbringe dem.

– Det er vores håb, at det afskrækker tyvene fra at gå i gang. Man kan jo sige, at en varebil som udgangspunkt har vinduer, så den er nem at komme ind i, hvis man ikke har en sikkerhedsforanstaltning for vinduerne.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *