Forrygende start for Nissan Qashqai II

I løbet af en enkelt måned har 2.300 danske bilkøbere bestilt et eksemplar af den nye Nissan Qashqai, og heraf er 100 biler sendt til ombygning, så de kan registreres som varebiler. Efterspørgslen på den nye Qashqai overgår ifølge Ralph Gonsalves, Nissan Danmark, de mest optimistiske forventninger.
Sidste år leverede Nissan 3.300 eksemplarer af den tidligere Qashqai-model, så 2.300 biler allerede i den første måned på markedet er tegn på en succesrig fortsættelse af den popularitet, som har været Qashqai til del fra dag ét.
Det er – lidt overraskende – primært topmodellen Tekna, som efterspørges, og salget er jævnt fordelt mellem de tre motorvarianter: En 115 hk 1.2 DIG-T benzinmotor, en 110 hk 1.5 dCi dieselmotor og en 130 hk 1.6 dCi dieselmotor – sidstnævnte er godkendt til træk af 1.800 kg på krogen.
Qashqai-modellerne er i energiklasse B til A++ med en gennemsnitlig normværdi på 26,3 km/l for den bedste model. Faktisk er Qashqai Nissans bestseller foran modellerne Juke, Note, Micra og X-Trail.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *