• Det automatiske firehjulstræk klarer sig overraskende godt i dybt, blødt sand. Også på sommerdæk

  • I Titaium-udgaven flyder man i læder og overdådig komfort

  • Den enorme motorhjelm er tryg at gemme sig bag, men det kniber lidt med overskueligheden

  • Ford Edge er bygget som en SUV-udgave af Ford S-Max

  • Varerummet bliver på næsten 1.900 liter

  • 10,1 tommer touchskærm og en overdådighed af funktioner

  • Intelligent AWD er godt og effektivt til hverdag, glat vej og mudrede skovveje

Ford Edge til undsætning

Ford manglede en kæmpe SUV til Europa. Det har de i den grad fået med Ford Edge. Og den skal nok give Nissan X-Trail, Volvo XC60 og Audi Q5 kamp til stregen

Ford Edge kom til Danmark tilbage i juni. Egentlig er det en amerikansk model, som slet ikke er bygget til europæiske bilister. Stor, tung og blød går ikke så godt i spænd med elegant, let og stram.

Ikke desto mindre er der over de senere år sket en forbrødring. Europæerne har taget den amerikanske flydermentalitet lidt til sig, og amerikanerne begynder så småt at forså, at biler også skal kunne dreje.

Vil ikke dø

Én af årsagerne kan for eksempel søges i netop Fords filosofi om ‘One Ford’, som går ud på, at en Ford skal være den samme bil i hele verden og kunne sælges på samtlige markeder.

Så da det gik op for cheferne, at Europas SUV-trend ikke ville dø, måtte de også sige B. De havde allerede kæmpen på programmet, og hvis der skal være noget ved dem, så sælger de den også i Europa.

På tværs af Danmark

Som sagt så gjort. Edge er introduceret på det europæiske marked.

Ford i Danmark viste vidunderet frem for pressen på en tur på tværs af Danmark med masser af asfalt, som sluttede af med en test i Oksbøls militære øvelsesterræn.

Kæmpe

Asfalt-delen æder den som en professionel. Edge er skabt til amerikanske børnefamilier, og motorvej er ganske enkelt dens hjemmebane. Noget af det første, man bider mærke i, når man har sat sig til rette bag rattet, er den enorme motorhjelm. Den er kæmpe, og overskueligheden er – nå ja, til at overskue.

Det er Ford kommet i møde med et kamerasystem, der kan kigge frem og næsten 90 grader til hver side, så du kan være nogenlunde sikker på, du ikke kører hverken dine egne små over, når du læsser derhjemme eller losser ved fodboldklubben. I bagdelen er der selvfølgelig et fint bakkamera, som oven i købet kan zoome ind, så svagtseende kan brillere, når der skal koble trailer på.

Oksbøls bløde sand

På køreturen flyder man i den luksuriøse kabine, som er så tyst og komfortabel, at trafikken bare glider forbi som i en film med lyden på ‘Mute’.

Offroad-delen i øvelsesterrænet er en lidt anden snak. De stærke dieselmotorer – 180 hk til manuelt gear og 210 hk til PowerShift automatgear – klarer de fleste paragraffer i Oksbøls bløde sand i smukt samarbejde med en solid frihøjde. Edge har som standard automatisk firehjulstræk, som lynhurtigt slår til, når det registrerer, at hjulene ikke spinder med samme hastighed.

Borneo og Sahara

Det er ikke helt godt nok til en rigtig offroader, og der duftede da også i perioder fælt af kobling i det vestjyske i går. Et par gange satte den sig fast i sandet, og da maskineriet havde fået nok, slog den ganske enkelt firehjulstrækket fra, så man slet ikke kunne komme derfra.

Det gør ikke Edge til en ringere bil. Den kan både arbejde og klare let terræn. Når det bliver glat, eller du kommer en tur i skoven, kommer den til sin ret.
Skal du krydse Sahara eller Borneos jungle, lejer du bare en Land Rover.

Pladskrævende

Ford Edge er bygget på Fords største platform, som den deler med Mondeo og S-Max. De to dieselmotorer kender vi i øvrigt også fra de to andre.

I varerummet får du plads til næsten 1,9 kubikmeter varer. Vi har endnu ikke set gulplade-ombygningen, men bredden i varerummet vil appellere til de pladskrævende, og de langbenede kan være fortrøstningsfulde. Der er rigelig plads til at anbringe en adskillelse, så man får næsten fuldt udbytte af elsædernes mange indstillingsmuligheder.

Titanium og Vignale

Priserne på gule plader starter på 324.000 kroner plus moms (376.000 med) for en Ford Edge Trend, som er den eneste med manuelt gear.

210 hk biturbo, Powershift Titanium starter på 356.000 plus moms, mens den kostbareste af dem alle, Vignale, stempler ind til 411.000 kroner plus moms.
De samme modeller beskattes på hvide plader af henholdsvis 518.000, 576.000 og 672.000 kroner.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *