• Ford lavede et designstudie af Bronco i 2004, der lå meget tæt på originalen fra 1966. Vi skal nok ikke forvente den nye udgave ligner konceptet.

  • Ford Everest er baseret på den Ranger, vi kender, men som SUV, har den plads til op til syv personer. Modellen sælges hverken i Europa eller USA.

  • Den originale Ford Bronco blev introduceret i 1966 og er sidenhen blevet en legende.

Her er Rangers funky fætter

For amerikanerne er Ford Bronco en legende – nu er den på vej tilbage, og baseret på den Ranger, vi kører herhjemme

Der er ingen tvivl om, at Ford Ranger er det oplagte valg, hvis du er vild med countrymusik og Stetson cowboyhatte. Den er bare mere amerikansk end de japanske konkurrenter i pickupklassen. Og det til trods for, at modellen er udviklet i Australien og produceret i Sydafrika. Men nu får Ranger en lillebror med et berømt navn; og den bliver en rigtig yankee.

Amerikansk accent til Ford Ranger

Ford Bronco hedder modellen, som blev introduceret i USA i 1966 og blev populær, fordi den både var hård i terrænet og mere komfortabel end konkurrenterne. Egentlig var den tænkt som en konkurrent til Jeep’en, og derfor var det ikke en specielt stor bil. Den nye bliver formentlig noget større. Den skal nemlig bygges på Ranger T6-chassiset, når den introduceres i 2020. Det forklarer Raj Nair, Ford’s koncerndirektør og allerhøjest placerede tekniske chef til mediet Autoline Detroit.

– Bronco vil grundlæggende være identisk med den Ranger, vi har globalt, men med nogle ændringer, så den kan overholde amerikanske love naturligvis, og den vil også få nogle af de aspekter, som amerikanske kunder forventer.

Den udenlandske fætter

Ranger har allerede en fætter, som kommer tæt på det, Ford i USA gerne vil have på programmet – en SUV med seperat chassisramme, som kan komme frem, hvor moderne blødsødne SUV’er ikke tør komme. Den hedder Everest og er grundlæggende også en Ford Ranger men formet som en SUV med plads til syv personer. Raj Nair benægter dog, at Ford bare sætter Bronco-skilte på Everest-modellen, som kun sælges i Australien, Asien, Rusland og Sydamerika.

VW vil bygge Land Cruiser-konkurrent

I forbindelse med at Ford fortalte, at man vil lancere den specielle Bronco, forklarede man også, at man vil bringe Ranger tilbage til det amerikanske marked. Det betyder, at vi formentlig kan forvente en amerikansk version af den 3,2-liters dieselmotor, og Ranger i USA vil formentlig også få moderne benzinmotorer med turbo, så det er nærliggende at forestille sig, at også Bronco kommer til at tilbydes med dieselmotoren eller 2,7-liters Ecoboost V6-motor med turbo.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *