Flere kommuner satser på brint

Vejle og Aalborg følger i hælene på København og investerer i brintbiler til daglig drift i kommunen.

Brint er lige nu et af de primære bud på fremtidens energikilder til biler. Det er de fleste eksperter og bilfabrikanter enige om. Fordelene ved brint er, at det ikke forurener uden at gå på kompromis med konventionel mobilitet og komfort. Københavns Kommune kører allerede i brintbiler, og nu kommer Vejle og Aalborg også med på vognen.

Hyundai har som den eneste producent udelukkende fokuseret på brint-teknologi som alternativ drivkraft. Det foreløbige resultat er den brint-drevne Hyundai ix35, der kom på markedet sidste år, og som er den første serieproducerede brintbil nogensinde. Den sydkoreanske bilfabrikant er overbevist om, at brint er vejen frem, og ser man på de lanceringer, som konkurrerende mærker kommer med i løbet af 2015, ser det ud til, at Hyundai har haft en god pointe fra starten.

Brintbiler er svaret på den grønne omstilling i Vejle

I Vejle Kommune har man netop investeret i tre brintdrevne Hyundai ix35 til den daglige drift. Dels fordi de har større rækkevidde end de fleste elbiler – de kan køre op til 594 km på en tankfuld – og dels fordi, det kun tager 3-5 minutter at fylde tanken op, ligesom i en normal benzin- eller dieselbil. Boris Schønfeldt, klimakoordinator i Vejle Kommune siger:

– Vi ønsker at understøtte den grønne omstilling, og derfor indfører vi nu tre brintbiler i den daglige drift, som vi kan inspireres af. På sigt kræver en omstilling til grøn energi for hele transporten i den offentlige sektor dog et langt sejt træk, men lidt har også ret.

Læs også: Varebilssalget viser vejen

Læs også: Verden var ikke klar til Vito E-Cell

I Aalborg Kommune har man valgt samme løsning i forhold til udfordringerne med nye, vedvarende energi- og transportløsninger. Også her er valget faldet på den brint-drevne Hyundai ix35.

Udbygning af infrastruktur på vej

Den store brintbil har med sine begrænsede salgstal ikke ligefrem revolutioneret det danske bilmarked, men hos Hyundai glæder man sig naturligvis over den positive udvikling. Samtidig med en let øget interesse – særligt fra de offentlige – bliver der arbejdet målrettet på at udbygge infrastruktur af brintstationer herhjemme fra de nuværende tre til i alt ni.

I dag findes der stationer i Holstebro, Vejle og Sydhavnen i København, og planen er, at der i løbet af 2015 skal etableres brinstationer i Aarhus, Aalborg, Herning, Odense, Esbjerg og det centrale København forklarer pressechef for Hyundai Danmark, Annegrethe Skovby.

– Der er flere aftaler på plads om levering af Hyundai ix35 brintbiler til næste år. Og med de gode erfaringer, vi har fra Københavns Kommune, og den udbygning af brintstationer, der er planlagt, er jeg overbevist om, at vi kun lige har set toppen af isbjerget.

Læs også: Toyota lancerer brintbil

Læs mere om Hyundai ix35 her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *