• Må vi præsentere: Fra venstre: Ducato, Talento, Doblo, Fiorino og Fullback. Kan du selv regne ud, hvor mange forskellige modeller, de repræsenterer på tværs af mærker?

  • Ducato kan ikke længere prale af den store 3.0 MultiJet-motor. Den bliver erstattet af en 2,3'er med samme effekt

  • Fiat Fiorino stod for præsentationens mest positive overraskelse

  • Mitsubishi L200

  • Fiat Fullback er fuldstændigt identisk med Mitsubishi L200 - også på de indre linjer

  • Talento er helt som forgængeren Scudo et rent indkøb fra en fransk leverandør

  • Renault Trafics meget velfungerende kabine fungerer lige så godt med et Fiat-logo i midten

  • Fiat Doblo er Fiats eneste helt hjemmebyggede varebil

Fiat indfører multikulturelt samfund

Mens minimalismen regerer hos konkurrenterne, har Fiat været på shopping og fyldt hylderne op med eksotiske varer. Men eneste overraskende nyhed kommer fra lille Fiorino

Altomvarebiler.dk i Torino:

Fiats varebils-mekanikere får travlt på skolebænken i fremtiden. Ud over Fiats egne samarbejder med PSA-gruppen på Fiorino og Ducato skal de til at læres op på to helt nye mærker, når Fiat Talento og Fiat Fullback kommer på markedet.

Seks dieselmotorer fra tre forskellige producenter strækker modelprogrammet sig over – plus diverse effekttrin. Og så har vi endda ikke medregnet gas- og benzinmotorer.
Fiat selv har 1,3-, 1,6-, 2,0- og 2,3-liters dieselmotorer med i line up’et. Fra Renault, som leverer Talento, kommer fire varianter af 1.6 dCi-motoren med en enkelt eller to turboer, mens det japanske islæt kommer fra Mitsubishi, der leverer Fiat Fullback i form L200 med 2,4-liters turbodiesel.

Efteruddannelse

Det må trods alt være en trøst for de hårdt prøvede Fiat-mekanikere, at det er slut med Peugeot-motorer. Den sidste forsvinder med Scudo, som Fiat købte af PSA-gruppen. Fiorino og Ducato kører udelukkende med Fiats egenproduktioner.

Og så har vi endda slet ikke talt med underviserne henne i pladeafdelingen. For slet ikke at tale med erhvervssælgerne.
De skal op til sensommerens præsentationer efteruddannes på Fiat Talento og Fiat Fullback.
I den anden ende af båndet ruller udgår Fiat Scudo og Ducato med 3,0 turbodiesel, som afløses af en ny 180-hestes version af 2,3’eren. Men der er vist alligevel lektier nok at tage fat på i sommerferien.

Fransk hyldevare

Fiat har selvfølgelig haft lidt tid til at vænne sig til tanken, men det ser unægteligt en kende rodet ud, når man lader blikket glide hen over billedet af det samlede Fiat Professional lineup.

Fiat Scudo var den eneste varebil, Fiat ikke havde en finger med i spillet på, og da Toyota købte sig ind i den PSA-producerede hyldevare, blev det alligevel for meget for italienerne, der i stedet valgte at gå til konkurrenten fra Renault og købe en Trafic som afløser. På italiensk er den som bekendt blevet til en Talento.

Kæmpen går på pension

Pickup-markedet er mere lukrativt i andre dele af verden, og da Fiat aldrig introducerede Strada i Danmark, er her tale om en decideret premiere, idet Fullback bliver Fiats første pickup i Danmark. Den er købt ind hos Mitsubishi, og der sker ikke andet med den, end at Fiat klasker et logo i rattet og på kølergrillen.

I den tunge ende af programmet har Ducato effektiviseret med en ny udgave af den eksisterende 2,3-liters diesel, der får 180 hk som afløser for den mægtige 3.0 MultiJet. Den udleder for meget CO2 til, at det kan forsvares i det store regnskab, så der var ingen vej udenom, og der sker vist heller ikke noget ved at tage en enkelt af de mange motorkonstruktioner ud af det store regnskab. – Når de nu ikke vil bruge motorerne fra samarbejdspartneren PSA, der kører med 2.2 HDI-motorer.

Overraskelse fra Fiorino

I det smidige bybilsprogram fortsætter Fiorino, der er identisk med Peugeot Bipper og Citroën Nemo. Også den kørte vi en lille tur i under den noget omfattende præsentation i det norditalienske, og det var faktisk den eneste køreoplevelse, der bød på en decideret overraskelse.

Et let Facelift i forbindelse med Euro6-motorernes introduktion gemmer på en markant støjreduktion i kabinen, så man nu bliver nødt til at rulle vinduerne ned for at opleve storbyens larm.

Doblo alene hjemme

Med den gennemgribende fornyelse af hele modelprogrammet står Opel Doblo nu alene tilbage som ren hjemmebyg. Men helt alene står den nu ikke. Opel køber fortsat Doblo og sælger den som Combo i alle dens længder, højder og opbygninger.

Ja, man skal i sandhed holde tungen lige i munden, når man forsøger at danne sig et overblik over Europas varebiler. Men i det store billede giver det mening. Fiat har selvfølgelig ikke droppet Scudo, fordi de er sure over, at Toyota har købt sig ind i PSA. Og de har heller ikke fravalgt at bygge deres egen pickup, fordi de har noget imod at have et unikt produkt.

TCO-kulturen

Alle tiltag på det professionelle marked sker som en velovervejet vægtning af økonomien. Hvor personbilsmarkedet handler om følelser, styres varebiler først, sidst og midt imellem af de samlede udgifter til bilen i dens levetid. TCO – Total Cost of Ownership – er Gud. Og ingen bliver fornærmet over, at japanere køber sig ind, eller gamle venner handler et andet sted for at spare en Euro eller to.

Erhvervskunder lever i TCO-kulturen. Så betyder det mindre, at indkøberne skal bruge et par timer mere på at få styr på et komplet varebilsprogram.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *