• Ny front og lidt mere hip i designet men ellers er det mest i kabinen, vi skal søge nyhederne. Og den vil Fiat ikke vise os endnu

  • I busudgaven har Fiat rigtigt leget med billedmanipulationen. Den ser så skarp ud, at man får lyst til at købe den på papegøjeplader

Fiat Ducato nægter at downsize

Her er de første billeder af den nye Fiat Ducato. Den kommer til Danmark til sommer og fortsætter med de store motorer

Vi har ventet længe, og fabrikkerne har holdt kortene tæt ind til kroppen. Men nu bryder Fiat som den første af de tre i Fiat/PSA-samarbejdet tavsheden og melder, at den nye Ducato får dansk premiere i juli.

Det betyder, at der også kommer en ny Peugeot Boxer og Citroën Jumper – om end med deres helt egne motorer.

Her går italienerne fortsat enegang med eget maskineri. Men resten er fælles.

Verdensbil

Siden 1981 er der solgt mere end 2,6 millioner Fiat Ducato, og dermed er Ducato også den suverænt bedst sælgende varebil fra Fiat Professional. Fra at være et europæisk anliggende er Fiat Ducato i dag en verdensbil med salg i mere end 80 lande.

I USA markedsføres Fiat Ducato for eksempel som Ram ProMaster.

’Kendetegnet for den nye Fiat Ducato er mere teknologi, rationel kapacitet og en enestående driftsøkonomi. Teknologien ses allerede i det udvendige design – et resultat af state-of-the-art design kombineret med ægte varebils-DNA.

En udvikling og videreførelse af Fiats evne til at formidle følelsen af dynamik, robusthed og funktionalitet. Et design, der også rummer visionen om reducering af udgifter til reparationer i forbindelse med skader på bilen – for eksempel i form af den 3-delte forkofanger’, skriver Fiat i den medfølgende pressemeddelelse.

Ny kop- og multiholder

Den får tre nye udstyrsversioner – Classic, Tecno og Lounge – med blandt andet helt nye sæder og en ny kopholder integrereret i midterkonsollen. Fiat har desværre ikke frigivet billeder af interiøret endnu.

Den nye Fiat Ducato er også den første bil i klassen med en ny multifunktionsholder på instrumentbordet, der er kompatibel med alle enheder af smartphones og tablets – en stor hjælp i dagligdagen for den travle håndværker.

Iveco Daily – sværvægter i stramt tøj

Ford Transit: Kunderne vil have små motorer

Med et forbrug på kun 17,2 km/l og CO2-udledning ned til 158 g/km ved kombineret kørsel er Fiat Ducato blandt de bedste i klassen. Men så må du også nøjes med den lille 2,0 MultiJet 115-hestes motor med 280 Nm og fem gear.

Den bedst sælgende motor-variant vil formentlig fortsat være 2,3 MultiJet, der fås med enten 130 eller 150 hk og seks gear.

For de krævende brugere troner den mægtige 3,0 MultiJet med 180 hk og 400 Nm stadig i topmodellen.

Alle andrer downsizer

Her kunne man forestille sig, at den nye sydeuropæer vinder en smule markedsandele i en tid, hvor konkurrenterne dropper de store motorer. Både Mercedes Sprinter, Ford Transit, Opel Movano, Renault Master og VW Crafter har skruet ned for volumen og op for turbotrykket for at spare på dråberne og CO2-udslippet.

En optimeret ComfortMatic automatisk gearkasse fås som ekstraudstyr til MultiJet 2,3 og 3,0. På disse motorversioner er Servotronic ligeledes standardudstyr.

Ophæng i komposit

Den generelle driftsøkonomi er også forbedret gennem reduktion af bilens vægt samt en øget nyttelast. For eksempel er det særlige baghjulsophæng i kompositmateriale, der både er lettere og stærkere. Samtidigt er både karrosseri, bremser og kobling blevet stærkt optimeret med henblik på bedre præstationer og længere holdbarhed.

Sporsikre forkortelser

På sikkerhedsområdet står den nye Ducato stærkere end nogensinde. Bilens aktive sikkerhed er forbedret med standardmonteret elektronisk stabilitet/kontrolsystem (ESP) og med forbedret krængningsstabilisering, der både øger komforten og beskytter lasten mod uventede bevægelser.

Andre standardmonterede sikkerhedssystemer er load adaptive control ( LAC), Hill Holder, anti-spin ( ASR) og elektronisk bremseassistent system (EBA). Som ekstraudstyr leveres hi-tech systemer som Fiats Traction + system med Hill Descent, vognbaneskift advarselssystem og vejskilt genkendelsessystem.

Infotainment, bakkamera og DAB

Infotainmentudstyret omfatter standardmonteret radio med Bluetooth-teknologi og MP3-afspiller, og ekstraudstyret omfatter blandt andet den kendte fem-tommers berøringsbetjente farveskærm med bakkamera og indbygget navigation, samt DAB radio.

Den nye Ducato vil kunne fås som kassevogn, som chassis med enkelt- eller dobbeltkabine og til passagertransport som combi og bus. Kombineret med de forskellige motorer og gearkasser vil Ducato kunne konfigureres i over 10.000 varianter.

Den nye Fiat Ducato har premiere hos de danske Fiat Professional forhandlere midt i juli.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *