Fiat Doblo Cargo XL er landet i DK

Fiats pakæsel har fået en tilbygning i højden, der gør den til et alternativ til de større varebiler – og til en lavere pris

Fiat Doblo Cargo XL, som i øvrigt er den bedst sælgende varebil i Ukraine i den lave udgave, hvis nogen ellers kan bruge den oplysning til noget, er netop i denne uge begyndt at køre på dansk asfalt.
Den lidt kluntet udseende handy-van placerer sig i den ende af varebil-segmentet, hvor man får flest kubikmeter per krone.
Cargo XL fås udelukkende med den stærke 1,6 MJT turbodiesel-motor med 105 hk. Det hænger selvfølgelig sammen med størrelsen og den anselige vægt, den må slæbe på.

Opel Combo til danske hospitalsklovne

Fiat 500 extra large kan blive en stor mini-van

XL er egentlig bare det, man normalt ville kalde for en L2H2, men med fire kvadratmeter gulvareal i varerummet og en lastvolumen på fem kubikmeter til at rumme den maksimale lasteevne på et helt ton, lyder det både godt og rimeligt at give den tilnavnet ’XL’.
XL afløser i øvrigt Maxi som den mest rummelige Doblo Cargo, idet Maxi kun er lang – ikke ekstra høj.

18,5 km/l

Bagdøren er 145,5 cm høj, og der er yderligere 10 cm fra gulv til loft i varerummet, så adgangsforholdene er væsentligt forbedret i forhold til de lave modeller.
Og fem kubikmeter varerum til 143.000 kroner plus moms hører klart til i den fornuftige ende af skalaen
Takket være multilink bagakslen kan Cargo XL bære sin høje totalvægt med et rimeligt overskud. Forakslen har en max-belastning på 1,2 ton, mens bagakslen må løfte op til 1450 kg.
Og alligevel er den opgivet til en brændstoføkonomi på hele 18,5 km/l.
Selv om virkeligheden selvfølgelig er en anden med hverdagens travle køreplan, er det et flot forbrug for så tung en varebil.
Hvor flot skal vise sig, når altomvarebiler tester Cargo XL i løbet af juli måned.
Fiat Doblo Cargo XL kan bestilles nu og er allerede på vej ud til de første forhandlere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *