• Allerede i 1919 benyttede Harrods sig af el-varebiler

Elektrisk varebil til udbringning af luksusvarer – som for 98 år siden

Luksusvarehuset Harrods i London var på forkant i 1919 med elektriske varebiler. Nu er de med på beatet igen med en Nissan e-NV200

I Harrods kan man købe al den dagligvareluksus, hjertet kan begære. Og hvis man ikke selv vil hente, kan man få bragt. Nu i en elektrisk Nissan e-NV200. Den blev leveret sidste uge i marts i varehusets klassiske grønne farve med guldlogo.

Nu ruller den lydløst rundt i Londons gader. Det lyder fremtidsorienteret, men som et kuriosum kan nævnes, at varehuset helt tilbage i 1920’erne og en snes år frem rådede over en flåde på 60 elektriske varebiler. Nogle var specialbygget til Harrods, andre var af det amerikanske mærke Walker.

Topfart på 19 km/t

Harrods el-varebiler blev drevet af en 3,5 hestes motor. Bilerne havde en rækkevidde på 80 kilometer og kunne nå en topfart på 19 km/t.

Varehusets nye Nissan e-NV200 drives af en 107 hestes motor. Den har en rækkevidde på 170 km og en topfart 122 km/t.

Benzinbilen vandt

På 98 år skulle man tro, at bilindustrien var nået længere i udviklingen af elektriske biler. Men historien ville det anderledes. I 1920’erne tabte el-bilerne terræn i forhold til biler med forbrændingsmotor.

På dette tidspunkt havde der eksisteret fungerende el-biler siden slutningen af 1800-tallet. Nu overtog benzinbilerne markedet med deres større rækkevidde og faldende priser.

Men hverken benzinrationeringer under anden verdenskrig eller energikrisen i 1970’erne kunne skabe tilstrækkelig interesse for den videre udvikling af el-bilerne. Vi skulle helt frem til 1990’erne, før store bilfabrikanter begyndte at tilbyde volumenmodeller med hybrid- eller ren elektrisk drivlinje.

27.000 biler i Europa

Bedre sent end aldrig. Nissan har indtil nu solgt cirka 27.000 e-NV200 i Europa. Foreløbig er kun ét eksemplar i Harrods eje. Det har et nedkølet varerum, der er indrettet med hylder til de friske dagligvarer.

Bilen kan i følge Harrods klare cirka 50 leverancer pr. uge, inden batteriet skal lades op igen. Driftsudgifterne er ca. 22 øre pr km.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *