• En lokal distributør har modtaget en droneleveret pakke. Foto: JD.Com

  • Droneteknologien vil revolutionere pakkedistributionen i løbet af de kommende 5 år, mener direktør og stifter af JD.Com Richard Liu. Foto: JD.Com

  • JD.Coms droner kan flyve op til 100 km/t og laste op til 30 kg. Foto: JD.Com

  • JD.Com forudser, at en del af virksomhedens 70.000 mennesker, der arbejder på gader og veje med at levere pakker, vil miste deres arbejde. Foto: JD.Com

  • I JD.Coms kommandocentral følges dronernes vej ud til de lokale distributører. Foto: JD.Com

Når droner er bedre end varebiler

Kina er dronernes land. I en række store byområder er det ikke varebiler, men droner, der leverer pakker

Vi hører om e-handelsgiganter som Amazon og logistikmastodonter som UPS, der tester pakkeleveringer med droner. Faktisk har vi hørt om det i 4-5 år.

Teknologien er klar, men f.eks. i USA kæmper Amazon om at få regeringens tilladelse til at benytte droner, og det kan tage endnu nogle år at få godkendelsen i hus.

Kina kopierer ikke

Sådan er det ikke i Kina. Her kører e-handelsgiganter som JD.Com og Alibaba med fuld fart i overhalingsbanen. Vi er vante til at betragte Kina som et land, der kopierer vestlig teknologi, men ikke når det gælder droner til pakkelevering.

Her drives og beskyttes udviklingen af en stat, der ikke er så restriktiv og som samtidig ønsker at beskytte sit erhvervsliv mod konkurrence fra vestlige virksomheder, der vil etablere sig i Kina. Det har bl.a. Amazon fået at føle.

Voksende middelklasse

Denne protektionisme nyder den kinesiske Amazon-pendant JD.Com godt af. Samtidig profitterer virksomheden på en kraftigt voksende og stadig mere købedygtig kinesisk middelklasse.

Den vokser op i provinser til f.eks. Beijing, Sichuan, Shaanxi og Jiangsu. Problemet er blot, at vejene til provinsernes byer er dårlige.

Flyver med 100 km/t

Derfor har JD.Com kastet sig over dronerne. De hæver sig op over den elendige infrastruktur og flyver ud til landingssteder hos lokale distributører.

Dronerne flyver med op til 100 km/t og kan fragte pakker, der vejer op til 30 kg. I følge nyhedskanalen CNBC har JD.Com fået regeringens tilladelse til at teste droner, der kan laste op til 1 tons.

Dette åbner i øvrigt op for leverancer af fødevarer fra landområderne ind til byerne.

Følger faste ruter

Ud til landingsstederne følger dronerne nogle fastlagte ruter. Pakkerne droppes på særligt afmærkede felter hos lokale distributører, der så bringer pakken det sidste stykke ud til kundens dør.

I et interview med CNBC siger JD.Com’s direktør Richard Liu: – I hver en by har vi en person, der bijobber som distributør for os. Personen har sit normale arbejde og sin bopæl i byen, og han har en lukket gårdsplads, vi kan lande på.

Nogle vil stå uden arbejde

Hos JD.Com er der i øjeblikket 70.000 mennesker beskæftiget med at levere pakker, og på spørgsmålet om dronerne vil betyde tab af arbejdspladser svarer Liu:

– Vi bruger mange medarbejdere til at drive og vedligeholde drone-systemet, men det kan ikke undgås, at denne delvist automatiserede distribution vil betyde, at nogle vil miste deres arbejde.

Han forventer, at teknologien vil revolutionere e-handelen hen over de kommende 5 år. Og inden for det næste årti tror han, at teknologien vil udvikle sig hurtigere end den har gjort i det seneste århundrede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *