• Downsizing fungerer ikke i virkeligheden. VW er et af de mærker som allerede har gjort noget ved det. Den nye Amarok får en større V6-motor. 'Rightsizing' som de selv kalder det.

Downsizing er yt – nu skal motorerne være større

Mere realistiske brændstoftests kan betyde, at bilproducenter som VW og Renault vil lave deres mindste motorer større, eller helt droppe dem

Downsizing har været hot i flere år hos bilproducenterne, men det ser nu ud til, at trenden er på tilbagetog. Det skriver Reuters.

Efter skandalen med Volkswagens Dieselgate, har der fra flere sider været krav om at lave skrappere og mere realistiske tests af brændstofforbruget, og i virkelighedens verdens er det svært at få de små motorer til at leve op til de meget høje forbrugstal.

Kia følger trenden med downsizing

Faktisk forbereder både Renault, General Motors, som ejer Opel, og Volkswagen sig på at forstørre eller helt at skrotte nogle af deres små motorer over de kommende år, og det gælder både benzin- og dieselmotorer.

– De teknologier, vi har brugt til at reducere motorstørrelserne, er ikke længere tilstrækkelige til, at vi kan nå de nye emissionskrav. Vi er ved grænsen af, hvad downsizing kan, forklarede Alain Raposo, som er chef for motorudviklingen for Renault-Nissan.

Små motorer med stort hjerte

De små motorer har en ekstremt høj ydelse, fordi bilproducenterne er blevet bedre og bedre til at anvende turboladere. Men problemet med turboladerne er, at når de aktiveres for at lave mere effekt, bruger de også mere brændstof. I de nuværende tests, som udføres i laboratorier med alle mulige og umulige krumspring, kan man simpelthen undgå at turboen ’slår til’. Derfor er de små motorer meget sparsommelige – på papiret.

Peugeot har sænket CO2-udslippet til 116,3 g/km

I mere realistiske scenarier, som allerede er blevet vedtaget og rulles ud allerede fra næste år, bliver motorerne mere presset, så små dieselmotorer genererer op mod 15 gange den tilladte mængde NOx, og de små benzinmotorer udsender alt for mange ultrafine partikler og ekstra CO2.

Farvel til de mindste

Ifølge Reuters vil GM ikke erstatte deres mindste 1,2-liters diesel, når resten af motorprogrammet ellers skal opdateres i 2019. Renault planlægger at forstørre deres 1,6-liters diesel med 10 procent, og deres mikroskopiske 0,9-liters benzinmotor bliver droppet helt til fordel for en større version.
Volkswagen har også planer om at droppe deres 1,4-liters trecylindrede diesel i modeller som Polo til fordel for en firecylindret 1,6-liters motor.

Analytikere i branchen anslår, at man fremover ikke vil se benzinmotorer, der er mindre end 1,2 liter, og dieselmotorer på mindre 1,5 liter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *