Din aircondition gør dig syg

Rens dit airconditionanlæg i bilen, så det ikke danner skadelige bakterier og skimmelsvamp

Høfeber- og allergi-sæsonen er på vej mod årets klimaks. Med filtre i nye bilers ventilationsanlæg og lukkede vinduer holder vi de højeste pollental ude af bilen, men vi kører.

Men hvad mange ikke ved er, at den velkendte kløe og svie i øjne, næse og hals hurtigt kan fortsætte og endda forstærkes, hvis du kører i en bil med et airconditionanlæg.

Har bilen ikke kørt i et stykke tid, eller kører man mest korte ture, opvarmer forårsvarmen den fugt, som er i et ubenyttet klimaanlæg. Herefter opstår der bakterier og skimmelsvamp, som sendes ud til bilens passagerer, forklarer Applus Bilsyn, der dagligt syner biler med “syge airconditionanlæg”.

Sådan fikser du problemet

– Vores medarbejdere støder hele tiden på klimaanlæg, som skal renses. Lugter luften i kabinen gammel og muggen, bør man rense anlægget. Det er heldigvis nemt gjort. Vi anbefaler, at bilister køber en såkaldt aircondition cleaner, det vil sige en spray, som de stiller på gulvet i bilen. Samtidig med at dåsen tømmes i kabinen, sættes klimanlægget på fuld styrke i omkring 10 minutter. Cleaneren mindsker antallet af bakterier og frisker luften op, siger Per V. Rasmussen, som er administrerende direktør hos Applus Bilsyn.

Alle anlæg har risiko for at indeholde svamp eller andre farlige bakterier. Dog er det især mekaniske klimaanlæg, der producerer bakterier og svamp, oplyser Applus Bilsyn. Nye klimaanlæg tænder ofte automatisk og er bedre til at komme af med begyndende fugt.

Pollen ind i kabinen

Klimaanlæg kan også sende pollen ind i kabinen. Skal man undgå de rekordhøje doser pollen i øjeblikket, og astma- og allergianfald, skal ens anlæg have et pollenfilter, der bør renses jævnlig. Her hjælper aircondition cleaneren ikke.

– Uanset om man har et fuldautomatisk klimaanlæg eller et mekanisk airconditionanlæg, er det en god idé at rense anlægget minimum hvert andet år og gerne oftere – for eksempel som en del af forårsklargøringen, eller når man skifter til sommerhjul. På den måde er du sikker på at minimere gener i bilen, der kan fremkalde allergi og luftvejsproblemer, siger Per V. Rasmussen.

 

Sådan opstår svamp og bakterier:

I alle airconditionanlæg er der en fordamper, hvor der dannes kondens. Hvis ikke fordamperen renses, vil der opstå svamp og bakterier på grund af fugt. Når solen varmer bilen op, opstår mikroorganismer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *