• Kurt Nielsen er manden bag Conektcar, der skaber trådløs kontakt mellem bilen og lyset på traileren. Foto: Ricky John Molloy

  • Sendemodulet har i den ene ende et 13- eller 7-bens stik, der passer i bilens trailerstik. I den anden ende sidder senderen

  • Modtagermodulet skrues fast på traileren og består af tre dele. Forreste del er et stik, der passer til trailerens stik. I midten sidder modtageren og bagerst ses batteriet, der giver strøm til trailerens lygter

Dansk opfindelse gør ledning mellem bil og trailer overflødig

En trådløs forbindelse mellem bilens stik og trailerens stik erstatter ledningen

Er man træt af at ligge på knæ og bøvle med at dreje og skubbe trailerstikket af og på, så er opfindelsen Conektcar måske en overvejelse værd. Conektcar er opfundet af Kurt Nielsen og koster lige godt 1700 kr. plus moms, hvis man har én trailer.

For en merpris kan man udvide systemet, så det kan bruges af op til 8 forskellige trailere. Conektcar passer til alle traditionelle anhængertræk og trailere.

Traileren skal have LED-lys

Det eneste krav systemet stiller til traileren er, at den er forsynet med LED-lys. Det kan være, at traileren er født med LED. Hvis ikke kan man udskifte trailerens traditionelle pærer med LED-lamper.

Kurt Nielsen har verdenspatent på opfindelsen, der består af i alt fire dele. Den første del er sendemodulet. I modulets ene ende sidder senderen, i den anden sidder et 7- eller 13-bens stik, så det passer ind i bilens trailerstik. Den anden del er modtagermodulet, som skrues fast forrest på trailerens chassis. I modulet sidder et stik til trailerens stik, en modtager og det batteri, der fremover skal fodre trailerens lygter med strøm.

Indikator viser om batteriet skal oplades

Den tredje del er en batteri-indikator, der passer i bilens USB-stik inde i kabinen. Indikatoren viser, hvornår batteriet ude på traileren trænger til at blive opladet.

Når det er tilfældet, tager man batteriet af og sætter det i systemets fjerde del, der består af to batteriopladere. Den ene passer i bilens cigartænder, den anden i 240 volts stikket derhjemme. Opladningen tager to timer.

Rystesensor tænder og slukker for systemet

Har man kun én trailer, passer systemet sig selv. Det aktiveres nemlig af en rystesensor, som registrerer, når man hægter traileren på. Når man er færdig med at bruge traileren, registreres det af sensoren, som derefter slukker for systemet.

Har man flere trailere, skal systemet registrere, når man skifter fra én trailer til en anden trailer. Det sker ved at trykke på modtagermodulet, tænde for haveriblinket og træde på bremsen. Denne procedure vil skabe forbindelse til den nye trailer.

Planer om et system til lastbiler

Conektcar fås i øjeblikket kun til 12 volts systemer, men i følge bladet Dagens Byggeri arbejder Kurt Nielsen på at udvikle et 24 volts system til lastbiler. Der er også planer om at udvide systemet, så det kan håndtere op til 100 trailere fordelt på 10 biler, ligesom der er planer om at udvikle batteriet, så det oplades, når trailerens hjul ruller.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *