• Minigravere på jagt efter firehjulstrækkere får nu bedre betingelser på de danske veje

  • Fra i dag er det ikke kun campingvogne, du vil se med det eftertragtede Tempo 100-skilt

I dag stiger hastigheden for minigravere

Rigtigt mange håndværkere og entreprenører vil huske den 1. juli 2016 som den dag, hvor skruen blev løsnet lidt på motorvejen og Tempo 100 indført

Et liv som tilskuer til overhalingsbanen. Sådan har det frem til dagen i dag været at køre rundt med trailer på motorvejen. Max-hastigheden på 80 km/t har henvist håndværkere med en trailer med grus eller en minigraver til en tilværelse mellem lastbiler og campingvogne i højre bane (alle skal holde til højre, red.). Men selv danske myndigheder har nu indset, at moderne biler og trailere sikkerhedsystemer og køreegenskaber for længst har nået et niveau, der retfærdiggør lidt mere sus i skørterne.

Derfor kan du nu få synet din bil med trailer til en samlet Tempo 100-godkendelse. Det betyder, at en stor del af de udfarende håndværkere og entreprenører, der i forvejen tilbringer alt for mange timer bag rattet i stedet for med det egentlige arbejde i fremtiden kan nedsætte deres transporttid med et par procent eller mere.

Mest med bremser

I dag er også dagen, hvor hastigheden skrues op fra 80 til 90 km/t på motortrafikvej og fra 70 til 80 km/t på landevej. På begge disse vejtyper kan du køre 80 med en Tempo 100-godkendelse. Uden godkendelsen må du fortsat kun køre 80 på motorvej og op  til 70 på andre veje.

Det er fortrinsvis trailere med bremser, der vil få glæde af de nye muligheder. Har din trailer bremser, kan du nøjes med en trækkende bil med en køreklar vægt på samme vægt som trailerens tilladte totalvægt. Trailere uden bremser vil kræve en langt tungere trækker.

Tusindvis af timer

Der ud over stilles der krav til bilernes sikkerhedsudstyr, og TSA (Trailer Stability Assist) kan ud over at være en rigtigt god ide også være et krav i visse tilfælde. På applusbilsyn.dk kan du læse mere om de nærmere betingelser for at få bil og trailer godkendt til Tempo 100.
Færdselsstyelsen skriver om Tempo 100 her.

I Dansk Byggeri har man set frem til første juli med længsel.
– Regelændringen er meget positiv og vil hjælpe alle byggefolk med en trailer. Det bliver markant lettere at følge flowet i trafikken og komme hurtigere frem. Byggebranchen spilder jo i forvejen tusindvis af timer på at sidde i trafikkøer. Med regelændringen bliver det muligt at reducere transporttiden og opnå en højere effektivitet. Jeg mener, at der er fordele for byggeriet i at få en Tempo 100-godkendelse, fordi nedsat transporttid er lig med penge, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius i en pressemeddelelse fra Aplus Bilsyn.

Hidtil kun campingvogne

Mange bilister med lastbilchauffører i spidsen har gennem tiderne undret sig over, hvorfor pokker campingvogne med Tempo 100-skilt lå og agerede stopklodser på deres arbejdsplads, når nu de var godkendt til at køre 100 km/t. Forklaringer var, at godkendelsen kun gælder i det land, hvor den er opnået, og det har hidtil ikke været muligt i Danmark.

Det er det nu, så i fremtiden kan de tunge drenge i højre spor se frem til bedre arbejdsbetingelser i ferietiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *