• Dacia Duster er Europas næstbedst sælgende C-segment SUV

  • Et højt køreglæde/udgift-forhold giver glade Dacia-kunder

  • Bakkamera og andre lækre detaljer findes i sortimentet i det omfang, kunderne har efterspurgt det i udviklingsfasen

  • Det nye rat er pænt, men det kan stadig ikke justeres frem og tilbage - kun op og ned

  • Dacia Duster har fået nye dørgreb og MediaNav Evolution med DAB-teknologi

  • EDC-gearstangen stråler som en blomst på en mødding. Den kan endda skiftes semi-automatisk

  • Dacia Sandero Stepway får specialdesignede stålfælge, der ligner alu og kan skiftes for en slik, hvis du ødelægger dem

  • Nyt lygtedesign med LED-kørelys er standard og varsler en spændende fremtid for det rumænske discountmærke med de entusiastiske kunder

Dacia med lille facelift og stort signal

Intet nyt ud over lidt designdetaljer og EDC-gear til Duster. Men budskabet fra discount-mærket Dacia er stort som Skoda

Dacia har ikke – og det gælder for samtlige modeller – hverken automatisk nødbremse, fodgænger-opdagelse eller automatisk op- og nedblænding af fjernlyset. Når det kommer til avanceret sikkerhedsudstyr, har Renaults rumænske datterselskab (fået påduttet fra Paris) den helt klare politik, at det kun i absolut ringeste og lovpligtigt omfang finder vej til Dacia.

Det er den mest iøjnefaldende svaghed ved de østeuropæiske biler, som ellers har haft så stor glæde af at blive overtaget af Renault.

Kynisk discount

Men Dacias svagheder siger en hel del om deres styrker. Renault styrer sin øst-blok med kynisk discount-hånd.

De får en smule komfortudstyr i det omfang, det er nødvendigt. Der er for eksempel Renault infotainment-system, som efterhånden er blevet pænere integreret i designet, bakkamera og andre komfortdetaljer, som vi ‘fattigrøve’ bliver benovet over.

Hønen eller ægget

Men alle de kostbare sikkerhedssystemer vil de ikke betale for. Det er i hvert fald udlægningen fra Dacias folk.

I virkeligheden er det nok snarere det gamle dilemma om, hvad der kom først; hønen eller ægget.

Kult

For Renault købte Dacia med en klar strategi om at bygge billige biler på øst-fabrikker. Hen ad vejen har de så tilpasset bilerne til en idé om en kundegruppe, som de har haft en klippefast tro på, eksisterer i et omfang, det kan betale sig at basere et helt bilmærke på.

Og det er lykkedes. Der er masser af kunder, der vil købe Dacia’er. Faktisk er de ved at opbygge en hel kult omkring sig i stil med dem, man tidligere så omkring Citroën 2CV, VW Beetle og Mini.

Fra horribelt koldkrigsprodukt

Dacia kører rundt med franske kvalitetsdele, stort set som søstermodeller til eksisterende Renault’er. Oven i hatten har de som en kuriositet et års længere fabriksgaranti, end Renault giver.

Det dufter lidt af Skodas grimme ælling-historie. Dacia startede som et horribelt koldkrigsprodukt til et folk, der bare skulle have noget at transportere sig i.

til seriøst bilmærke

I dag præsenterer Dacia et helt nyt setup i form af et minimalt facelift. Ja, det lyder som en selvmodsigelse, men de nye lygter har alle LED-kørelys foran og har fået sin egen lyssignatur, så man altid kan genkende en Dacia i bakspejlet.

Dokker Van og Lodgy må vente lidt med lygter og facelift, men det er på trapperne. Og dermed træder Dacia ind på scenen som et seriøst bilmærke til lave priser på egne vilkår. Også selv om der i princippet ikke er noget som helst nyt ud over et andet rat, nogle smådetaljer og så muligheden for at få EDC-gear til Dacia Duster.

En Renault-ting

Duster 1.5 dCi EDC skal i øvrigt nok blive en succes. Det har hidtil været en Renault-ting at kombinere 1.5 dCi-motoren med den fine EDC-gearkasse, men nu kommer den altså til Duster, som har solgt rigtigt fint både herhjemme og på europæisk plan.

Desværre har Renault aldrig ofret investeringen i at bygge den sammen med firehjulstræk, så det er kun de forhjulstrukne Duster, der kan fås med automatgear.

Alulook til offroad

Der er nye indretningsdetaljer over hele linjen, men en enkelt rammer hele Dacias strategi ind på smukkeste vis. Nyt til Sandero Stepway er specialdesignede 16-tommers stålfælge med tilhørende hjulkapsler, der får dem til at fremstå fuldstændigt som alusnitter.

Finten er, at de er billige, og når man bruger dem til offroad-kørsel, koster det ikke en jetjager at skifte dem ud i tilfælde af en ridse.

Køb en Renault

Man kan godt begynde at skyde efter ledelsen i Dacia. Det er jo ikke i roden, at man i den grad lader andre om at agere spydspids på den sikkerhedsmæssige udvikling.

Til det får du svaret: Hvis det er det, du vil have, så køb en Renault. Dacia henvender sig til en helt anden kundegruppe. Og den er god tilfreds.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *