• Med tagræling og panorama-soltag er Duster Oroch lavet til andet end simpel transport.

  • 18-tommer hjul og en forøget frihøjde giver Duster Oroch kapacitet til at færdes off-road.

  • Med et miks af kulsort og orage staffage og neopren-look er der sørget for lir i kabinen.

  • Med manuelt betjente kameraer er der sørget for 80 og 140 graders overblik over omgivelserne bag Duster Oroch.

Dacia Duster skåret til som pick-up

Renaults latinamerikanske designafdeling bag verdenspremiere ved Sao Paulos motorshow

Fra i morgen og frem til den 9. november er der motorshow i den brasilianske storby Sao Paulo, og i den forbindelse har Renault verdenspremiere på en ny pick-up udviklet i den franske bilgigants latinamerikanske designcenter, en bil til transport af lettere gods.

Med fransk-rumænske aner

Oroch kaldes den nye pick-up, som er baseret på en bil fra Renaults rumænske datterselskab, nemlig SUV-modellen Dacia Duster.
Den glider ind i et marked for lette varebiler, hvoraf de 75 pct. er pick-up modeller; et marked med et årligt totalsalg af godt 920.000 biler, og Renault har planer om at lancere mindst to modeller i klassementet.
Duster Oroch er en fortsættelse af den latinamerikanske designsafdelings såkaldte D-Cross koncept, som blev vist i Sao Paulo for to år siden.

Manuelt betjente kameraer

Med tagræling og panorama-soltag samt den robuste profil er bilen på det nærmeste specialskåret til windsurfer-folk og lignende med behov for transport af grej, som fylder mere end ordinære biler kan rumme.
Bilen er udstyret med dobbeltkabine og bagudvendte og manuelt betjente kameraer, som giver fuldt overblik over omgivelserne.

Med spræl og dynamik

Med 18-tommer hjul og kraftigt beskyttede flanker er den lavet til at færdes off-road, og interiøret er med en blanding af kulsort og orange staffage samt neopren-look trimmet til at imødekomme forventningerne hos bilkøbere, der går efter spræl og dynamik, men samtidigt robust og økonomisk.
Om Duster Oroch får en europæisk pendant er p.t. uvist, men der sælges immervæk en del pick-up modeller, så man kan aldrig vide – muligheden står i alle tilfælde åben.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *