BMW klar med kompakt minivan

Verdenspremiere i Genève på ny forhjulstrukket BMW 2-Serie Active Tourer

Har du drømt om en forhjulstrukket BMW mini-MPV, som kan matche f.eks. Mercedes-Benz’ B-klasse, kan du godt vågne op nu, for lige om lidt løfter folkene fra det cylinderformede hovedkvarter i München sløret for en minivan, som vil kunne gøre sig mellem gule eller spraglede nummerplader.
Bilen står angiveligt klar til verdenspremiere på det hastigt tilstundende internationale motorshow i Genève primo marts. Ifølge et ubekræftet forlydende får den nye model betegnelsen BMW 2-Serie Active Tourer.

Aluminium-chassis

Bilen måler 4342 mm i længden, 1800 mm i bredden og 1555 mm i højden. Akselafstanden er 2670 mm, så den sætter sig lige midt i gruppen af lette mellemklasse MPV’er.
Bilen står på en chassisplatform – i vidt omfang baseret på aluminium – hentet med udgangspunkt i platformen i den tredje generation af det BMW-ejede Mini’s hatchback – måske det bliver udgangspunkt for flere variationer over temaet, f.eks. den næste BMW X1 crossover.

Fra 135 til 231 hk

Til at trække den nye Actove Tourer er der en trup af 3- og 4-cyl. turboladede motorer med ydelser fra 136 hk i en 3-cyl. benzinmotor på 1.5 liter og et normforbrug på 4,9 l/100 km til 4-cyl. benzindrevet turbomotor på 231 hk og et forbrug på 6,0 l/100 km, men så flytter den sig også til 100 km/t i løbet af 6,8 sek. og topper ved 235 km/t.
Mellem disse to kommer en 4-cyl. 218d dieselmotor på 150 hk og 330 Nm, som nøjes med at forbrænde 4,1 l/100 km uden at tabe pusten. Fra 0 til 100 km/t på 8,9 sek. og en topfart på 205 km/t dækker nok rigeligt behovet for de fleste. Ellers kan man jo altid liste over til afdelingen for M-sport udgaver.

Flere varianter senere

Forresten siges det, at der kommer en M Sport-version med 17-tommer hjul, sportssæder og udstyr, som passer sig for sådan en vogn. Senere følger også flere motorvariater og 4-hjulstrukne X-drive udgaver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *