• Skatteminister Karsten Lauritzen (V) indrømmer, at elbilsaget blev bremset mere op end forventet

  • Til efteråret kommer en eldrevet Renault Kangoo med 33 kWh's batteri

  • Renault Master kommer til Danmark i efteråret i en eldrevet version med 33 kWh's batteri

Billigere elvarebiler efter ny politisk aftale

Indfasning af registreringsafgiften på elbiler udskydes for at sætte gang i salget af eldrevne vare- og personbiler

Markedet for eldrevne vare- og personbiler er gået i stå. Derfor har regeringen sammen med Socialdemokratiet og Radikale Venstre indgået en aftale om at udskyde indfasningen af registreringsafgiften på elbilerne.

Aftalen betyder, at registreringsafgiften vil forblive på 20 procent af den almindelige registreringsafgift plus bundfradraget. Målet er at nå en bestand af 5000 indregistrerede elbiler, som er registreret 1. januar 2016 eller senere.

Aftale med udløbsdato

Når dette tal er nået, er ‘festen’ slut. Men skulle salget gå så sløvt, at de 5000 biler ikke er nået den 1. januar 2019, så udløber aftalen alligevel.

Herefter genoptages den oprindelige indfasning, som blev aftalt i oktober 2015, efter hvilken elbilerne skal være pålagt fuld registreringsafgift i 2022.

Midlertidigt fradrag

Aftalen gælder i øvrigt med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar i år. Parallelt med dette indføres et nyt midlertidigt fradrag i grundlaget for registreringsafgiften på 1.700 kr. pr. kWh’s batterikapacitet.

Fradraget gælder for elbiler og opladningshybridbiler med maksimum 45 kWh’s batterier. Dette forhøjede fradrag skal nemlig fremme salget af især små og mellemstore elbiler.

Glad skatteminister

Skatteminister Karsten Lauritzen glæder sig over, at der er enighed om en løsning, der kan være med til at sparke gang i det haltende salg af elbiler.

– Vi har siden elbilsaftalen i 2015 fulgt markedet nøje. Og det er ikke nogen hemmelighed, at der ikke er blevet solgt så mange elbiler, som vi regnede med for halvandet år siden. Den indfasning, vi aftalte, har vist sig at være for hård, og det har nok været med til at bremse salget. Derfor er det glædeligt, at vi nu er enige om en lempeligere indfasning, som forhåbentlig kan få sparket gang i elbilsalget. Det har længe været et ønske fra Socialdemokratiet og Radikale at gøre noget ved elbilsituationen. Det har regeringen lyttet til, siger Karsten Lauritzen.

Glæde hos Renault

Renault Danmarks pressechef Søren Hyltoft glæder sig over aftalen. Ikke mindst i lyset af, at Renault til efteråret kommer med to friske varebilnyheder.

Den mellemstore varebil Renault Kangoo Z.E. kommer nemlig med et 33 kWh’s batteri, som skal afløse den nuværende el-Kangoo med 22 kWh. Samtidig introduceres 3,5-tonneren Master som elbil med et tilsvarende batteri på 33 kWh.

Nissan og Citroën er med

En anden udbyder af elektriske varebiler er Nissan Danmark, der i nogle år har haft en elektrisk NV200 på programmet. Den drives af et 24 kWh’s batteri og har en angivet rækkevidde på 170 km.

Et andet eksempel på Citroën Berlingo Electric Cityvan, der med et 22,5 kWh’s batteri har en officiel rækkevidde på 170 km. Søsterbilen Peugeot Partner har p.t. ingen elektrisk udgave i det danske program.

Måske også Ampera og Prius

Et andet interessant bud kan blive den nye Opel Ampera, der introduceres i Danmark i begyndelsen af 2018 – muligvis også på gule plader. Men med sit kraftige batteri på 60 kWh er der ikke noget batterifradrag på 1700 kr. pr. kWh til Ampera.

Ude i kulissen står også den nye Toyota Prius, der som opladningshybrid har en elektrisk rækkevidde på 135 km. Det er dog uvist, om den kommer til Danmark.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *