• Den planlagte vejafgift i Danmark vil tidligst kunne træde i kraft i 2020. Foto: Audi

Betinget ros fra DTL til vejafgift

Danske varebilsvognmænd skal blive en del af en udligningsordning, der ikke belaster dem adminitrativt, lyder det fra DTL

“Motorvejsmærkaterne” er måske på vej til Danmark efter at regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om at undersøge mulighederne for at indføre en vejafgift for udenlandske person- og varebiler.

Regeringen vil snarest gå i gang med at lave et oplæg. Foreløbig forestiller regeringen sig, at afgiften kan købes i form af en vignet, der gælder i f.eks. 10 dage, 2 måneder eller 1 år.

Danske bilister kompenseres

Udenlandske bilister vil formentlig kunne betale afgiften på en hjemmeside, via en app eller på betalingssteder eller i kiosker, hedder det i et notat fra Skatteministeriet.

Danske bilister vil blive kompenseret for vejafgiften. Det vil de blive efter at de – formentlig af tekniske årsager – har betalt en årlig vejafgift sammen med de andre løbende afgifter.

Skal evt. baseres på en tysk ordning

Ordningen med en dansk vejafgift vil blive baseret på lignende ordninger i andre lande – f.eks. i Tyskland. I Tyskland afhænger afgiften af, om bilen kører på benzin eller diesel, ligesom den reguleres efter bilens emissionsnorm og størrelsen på motoren.

Afgiften vil blive på maksimalt 130 euro årligt, mens prisen for 10 dage kan variere mellem 2,5 og 25 euro. 2 måneder kan koste fra 7 til 50 euro. I denne ordning kompenseres de tyske bilister gennem en reduktion af de løbende afgifter.

Erhvervet frygter mere administration

Hos Dansk Transport og Logistik (DTL), der er brancheorganisation for det danske transporterhverv på vej og bane, er man positivt indstillet til vejafgiften.

– Men det forudsætter så sandelig, at de danske varebilsvognmænd bliver en del af en udligningsordning, der ikke belaster dem yderligere administrativt, siger DTL’s direktør Erik Østergaard i sin kommentar til Regeringens og Dansk Folkepartis bilaftale.

Ingen respekt for godstransporten

Udover vejafgiften har DTL i øvrigt ikke noget positivt at sige om bilaftalen. DTL er tværtimod stærkt utilfreds med aftalen, som “er strikket sammen uden respekt for en bred transportpolitik, der også skal sikre fremkommeligheden for godstransporten,” som det hedder i en pressemeddelelse fra organisationen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *