• Volvo er nået så langt i deres projekt 'Drive Me', at det nu er lykkedes at køre 100 Volvo'er rundt i Göteborg uden menneskelig indgriben

  • I det førerløse bilsamfund fletter bilen selv ind, tilpasser hastigheden til den øvrige trafik og holder behørig afstand, mens du finder på noget andet at lave

Volvo har lavet den fuldautomatiske autopilot

Første selvkørende Volvo’er med Autopilot testes på vejene i og omkring Göteborg, mens førerne koncentrerer sig om alt muligt andet en trafikken

Ingen dårlige vittigheder nu. Vi kan alle en helt bunke historier om vores medtrafikanter, der har gang i alt muligt andet, når de egnetlig bare skulle koncentrere sig om at køre bil. Og hvis vi skal være helt ærlige, handler en del af de historier egentlig om os selv.

Men om ikke så lang tid er det slut med at blive forarget over folk, der kører rundt og skriver SMS’er, roder efter mobiltelefoner på passagersædet og lægger makeup, mens de burde koncentrere sig om at styre det mordvåben, de kører rundt i.

For nu kan bilen køre sig selv, mens føreren bliver forfremmet til tur-programmør.

Fuldautomatisk fartpilot

I starten kom vi tit til at kalde en fartpilot for en autopilot. Vi gør det stadig somme tider, når turen indeholder et langt motorvejsstræk. Så slår vi bare autopiloten på og lytter til radio eller taler i den håndfri.

Mere kan vi ikke, for vi skal stadig styre bilen og holde øje med trafikken.

Men nu har Volvo brudt koden til den fuldautomatiske autopilot til biler, så vi kan nappe os en lur, ordne mails eller surfe på nettet.

Bilen fletter selv

Volvo’s banebrydende ’Drive Me’ projekt, hvor 100 selvkørende Volvo’er skal færdes blandt andre trafikanter under helt almindelige forhold, skrider hastigt frem. De første testbiler kører allerede på vejene i og omkring Göteborg, og den sofistikerede teknologi, Autopilot, klarer sig fint.

– Uden indblanding fra testkørerne er testbilerne nu i stand til at følge vejbanen, tilpasse hastigheden og flette ind og ud i trafikken. Det er et vigtigt skridt hen imod vores mål om, at de endelige ’Drive Me’ biler skal kunne køre hele testruten i fuldt autonom indstilling. Teknologien, kaldet Autopilot, gør det muligt for føreren at overlade kørslen til bilen, som tager sig af alle funktionerne, siger Erik Coelingh, teknisk specialist hos Volvo Car Group.

Alle er med

Det, der gør ’Drive Me’ projektet unikt, er, at det involverer alle nøglespillere: lovgivere, transportmyndigheder, en større by, en bilproducent og ’rigtige’ kunder. Kunderne skal køre de 100 biler under hverdagsforhold på cirka 50 kilometer udvalgte veje i og omkring Göteborg. De valgte veje er typiske pendlerruter, inklusive motorvejsforhold og hyppig kødannelse.

– At Volvo Cars’ hjemby Göteborg bliver den første i verden, der lægger veje til projektets testkørsler, viser både vores teknologiske førerstilling og Sveriges ønske om at være pioner inden for integration af selvkørende biler, fastslår Erik Coelingh.

Fælles initiativ

’Drive Me – selvkørende biler for bæredygtig mobilitet’ er et initiativ, Volvo Car Group har taget sammen med de svenske offentlige myndigheder Trafikverket og Transportstyrelsen samt Lindholmen Science Park og byen Göteborg. Projektet bliver bakket op af den svenske regering.

– Det offentlige pilotprojekt giver os vigtig viden om de samfundsmæssige fordele, det er ved at lade selvkørende biler indgå som en naturlig del af trafikmiljøet. Vores intelligente køretøjer spiller en nøglerolle i løsningen, men det er altafgørende med en bred samfundsmæssig tilgang, hvis man skal kunne tilbyde bæredygtig personlig mobilitet i fremtiden. Dette unikke, tværfaglige samarbejde er nøglen til en succesfuld implementering af selvkørende biler, siger Erik Coelingh.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *