• Solcellerne bliver indbygget i glastaget og skal producere strøm, både når bilen kører og når den er parkeret

Audi lægger solceller i taget

Hippierne har drømt om det i årtier, og deres børn er begyndt at gøre det i campingvogne og autocampere over hele verden. I bilindustrien arbejder man med forskellige løsninger på samme drøm. At høste gratis energi til bilens motor. En indbygget atomreaktor, som vi ser det på hangarskibe og ubåde, syntes at være fremtiden. Indtil Tjernobyl. På det seneste har det vist sig at være vinden og solen, der fører kapløbet. Og nu ser vi for første gang, at en bilproducent lægger en produktionsklar løsning med solceller i biltaget på bordet.
Audi indbygger solceller i panoramaglastag på nye Audi modeller. De skal generere solcellestrøm og dermed forlænge elbilers rækkevidde. I slutningen af 2017 præsenteres den første prototype. I første omgang vil Audi og den kinesiske solcellespecialistvirksomhed, Hanergy, integrere de solcellefolier, som produceres af datterselskabet, Alta Devices, i et panoramaglastag. Fremover skal næsten hele tagarealet være forsynet med solceller. Den genererede strøm løber ind i bilens ledningsnet og kan eksempelvis forsyne klimaanlægget eller sædevarmen med strøm – et effektivitetselement, som har direkte indvirkning på en elbils rækkevidde.
I fremtiden skal solcellestrømmen endda kunne anvendes til direkte opladning af batteriet til bilens drift.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *