• VW Amarok Dark Label udstilles i Frankfurt og kommer til Damark i 2018

  • Ford Ranger er i specialudgaven Black Edition gået helt i sort

  • Der vil blive fremstillet i alt 2500 eksemplarer af Ford Ranger Black Edition. Ingen af dem kommer desværre til Danmark

Amarok og Ranger i mørke udgaver

Volkswagen og Ford fører sig frem i Frankfurt med mørke specialudgaver af Amarok og Ranger

Den tyske biludstilling IAA har i år fokus på personbilerne, men der kan sagtens være noget at komme efter for de varebil-interesserede. For eksempel på pickup-fronten, hvor der blændes op for et par stilfulde varianter af VW Amarok og Ford Ranger.

“Dark Label” er navnet på den nye variant i Amarok-serien. Den baserer sig på udgaven med Comfortline-udstyr og er lakeret i ‘Indium Grey Matt’ med tilbehør som inkluderer mørktonede sidebøjler, en matsort ladbøjle, lakerede kromlister i frontgrillen samt antracitgrå 18-tommers alufælge fra Rawson.

Solid maskinkraft

Den mørke stil fuldendes med matsorte dørhåndtag og sidespejle samt ‘Dark Label’-logoer på dørene. I kabinen ses en ny sort himmel og bundmåtter med broderede logoer.

Dark Label-udgaven kan fås med solid maskinkraft. Der tilbydes en V6-diesel med 163 hk og manuel 6-trins gearkasse og en ditto med 204 hk, hvortil der kan vælges mellem 6-trins manuel og 8-trins automatik.

Helt, helt sort

På Fordstanden vil der stå en såkaldt ‘Black Edition’ af Ranger, og det skal forstås bogstaveligt, for karrosseriet er renset for krom. Lakeringen hedder da også ‘Absolute Black’.

Grill, fælge, bøjler og al slags anden karrosseritilbehør er udført i sort finish. Udgaven fås som ‘Double Cab’ og fremstilles i 2500 eksemplarer.

Wildtrak til efteråret

Udstyret til Ranger Black Edition omfatter f.eks. navigation, parkerings-sensorer i front og bakkamera. I kabinen forkæles man med f.eks. Ford SYNC 3, 8-tommers trykfølsom skærm, klimaanlæg med to zoner, og lædersæder.

Desværre er den baseret på en Limited-variant, som ikke markedsføres i Danmark, og derfor vil den ikke kunne fås herhjemme.

Til gengæld er varianterne XL og Wildtrak med i det danske program.  – Vi satser stort på Wildtrak her til efteråret. Disse varianter er snart tilgængelige hos samtlige Ford-forhandlere og ikke blot en håndfuld som hidtil, så  kunderne kan bare komme an, siger Lene Dalquist, der er pressechef hos Ford.

Amarok til Danmark næste år

VW Amarok Dark Label vil blive lanceret i Tyskland i foråret 2018 og vil komme til Danmark på et ikke nærmere angivet tidspunkt i 2018.

Udstillingen i Frankfurt løber fra 14. – 24. september. Næste år vil IAA handle om varebiler og vil da blive afviklet i Hannover.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *