Se lyden – Audi viser os 3D-lyd

Først kom lyden. Og Gud så, at det var godt. Så kom stereo. Og Gud så, at det var godt. Nu får vi fra Audi 3D-lyd i alle tilgængelige dimensioner

Det stiller unægteligt nogle nye krav til varerumsadskillelsen i Audi Q7 og fremtidens varebiler i det hele taget, hvis hifi-entusiaster skal have fuldt udbytte af 3D-lyd i gulpladebiler fremover.

Fra næste år begynder Audi at producere biler med lydsystemer fra Bang & Olufsen og BOSE, der giver 3D-effekt.

Audi vil gøre visionen om en tredimensionel lydoplevelse som i et lydlaboratorium til virkelighed. I forbindelse med 3D-lyden oplever lytteren også den rumlige højde, og det akustiske indtryk er takket være den tredje dimension endnu mere klart og fascinerende. Denne fuldendte lydoplevelse sætter nye standarder for musiknydelse i bilen og får premiere i 2015 i den nye Audi Q7.

Audi Q7 bliver mindre

Discovery Sport – offroad i galla

Den fås både som en del af Advanced Sound System fra Bang & Olufsen og til BOSE Surround Sound. Det centrale element er en kompleks beregningsalgoritme, som beregner styresignalerne til hver enkelt højttaler hurtigt og præcist. Audi har udviklet den i samarbejde med det tyske Fraunhofer Institut für Integrierte Schaltungen i Erlangen til Bang & Olufsen‑systemet.

Tidsforskydning

I det første arbejdstrin inddeler softwaren musikkildens data i deres rumlige bestanddele. Hertil gør den brug af de tilknyttede rum-informationer. Hvis en kunstner eksempelvis synger på en scene, reflekterer gulvet, loftet og væggene i koncertsalen lyden med forskellig tidsforskydning. Fra gulvet kommer den tilbage i løbet af nogle få millisekunder, mens det kan tage over 200 millisekunder fra en væg, der er 40 m væk. Ud fra disse forskellige refleksioner kan algoritmen beregne en matematisk model af ethvert optagelseslokale. Og her spiller det ingen rolle, om lydsignalet er optaget i mono, stereo eller 5.1 surroundsound. Musikkens og kildens dataformat – for eksempel online-streaming, UKW‑radio eller cd – er ligeledes underordnet.

23 højtalere

Andet arbejdstrin består i at sammensætte lydens bestanddele igen på en måde, så lydbilledet i bilens kabine svarer til det oprindelige optagelseslokale. Det kræver et intensivt beregningsarbejde. I Bang & Olufsen Advanced Sound System styrer den digitale signalprocessor 11 kanaler med i alt 23 højttalere på en sådan måde, at lyden er lige præcis og harmonisk på alle siddepladser. Fire højttalere, som er placeret i A‑stolperne og forsynes via egne kanaler, overfører de dele, som udgør den rumlige højde. Nyudviklede højttalere som eksempelvis en subwoofer, der er forstørret fra 200 mm til 250 mm, og en ny forstærker på 1920 Watt garanterer musiknydelse på allerhøjeste niveau.

Dansk hifi-specialist

Også BOSE Surround Sound System, som genererer rumklangen med 20 højttalere, har fire højttalere, som er placeret højere oppe, til at skabe den tredje dimension.

Med 3D‑lyden sætter Audi en ny milepæl inden for hifi. Tilbage i 2005 fik den eksklusive lyd med Bang & Olufsen Advanced Sound System debut i Audi A8. Premiumlyden fra den danske hifi‑specialist blev lanceret i kompaktklassen i 2012 i tredje generation af Audi A3. I 2014 blev der taget et stort skridt i retning af 3D‑lydoplevelsen i den nye Audi TT: Teknologien Symphoria – en software til efterbearbejdning og gengivelse af audiosignaler – ligeledes udviklet i samarbejde med Fraunhofer Institut.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *