• VW havde gemt en elektrisk overraskelse til den ellers hemmelighedsløse Crafter

  • Selv om automatgear selvfølgelig er standard, har VW genbrugt DSG-stangen

  • Blå farve går igen overalt i e-Crafter

e-Crafter med akilleshæl

VW smed en lille bombe, da de officielt præsenterede den ellers gennembelyste nye Crafter. e-Crafter har imponerende lasteevne og rækkevidde, men den halter fælt

Altomvarebiler.dk i Hannover:

VW havde fortalt alt om den nye VW Crafter i ugerne op til messen i Hannover, at der ikke var mere at fortælle. Men heldigvis havde de gemt et es i ærmet, som de smed ved eftermiddagens pressekonference.

Den eldrevne VW e-Crafter. Et 135-hestes emissionsfrit vidunder, som altid er blå og har en flot rækkevidde og masser af plads til sine maksimale 1.709 kilo nyttelast.

Stor rækkevidde

For nu er tyskerne for alvor strøget med på den elektriske bølge og har præsteret en elektrisk varebil, der kan fare rundt i byerne og levere varer hele dagen – hvis der er stop nok på ruten.

For de lover en rækkevidde på op til 200 km, hvilket må siges at være i den høje ende i en tid, hvor det stadig kniber for små personbiler at nå op på tilsvarende afstande på en enkelt opladning.

Bygget til strøm

Som det er de fleste bekendt – i hvert fald i dette forum – har VW og Mercedes-Benz afsluttet samarbejdet om produktion af Sprinter og Crafter, således at VW Crafter nu skal bygges som en selvstændig varebil på en ny fabrik i Polen.

Volkswagen har benyttet lejligheden med eget udviklingsarbejde til at indbygge elbilen i konstruktionen, så de ikke skal gå på kompromis med den emissionsløse udgave.

Som en rigtig varebil

Varerumsvolumen er på 11,3 kubikmeter, og den maksimale højde i varerummet er op til 196 cm. Varerummets bredde mellem de bageste skærmkasser er på 138 cm, og lasten kan måle op til 485,5 cm i længden. Det vil med andre ord sige, at e-Crafter har uændrede indre mål i forhold til en almindelig Crafter.

En totalvægt på 4,2 ton betyder, at e-Crafter kræver stort kørekort, medmindre man får den vejer ned på bekostning af lasteevnen.

Akilleshælen

Men e-Crafter har en alvorlig akilleshæl, og den får e-Crafter til at halte på et enkelt men for de fleste meget afgørende punkt. For at nå op på den fine rækkevidde har VW måttet snitte toppen af farten, så den 135-hestes elmotor på trods af sine 290 Nm leverer en beskeden topfart på 80 km/t.

Og det er så her, vi render på den største begrænsning for den ellers meget lovende grønne Crafter. Volkswagen påpeger, at det gør den tilstrækkeligt motoriseret til at klare kørsel både inde i centrum af byerne og på større motortrafikveje. Virkeligheden er nok snarere, at de færreste private vognmænd vil investere i en varebil, der end ikke kan følge med i lastbilsporet på motorvejen.

Altid blå

Volkswagen Erhvervsbiler har i udviklingen af e-Crafter taget højde for en fremtidig udvikling indenfor batteriteknologi, der – afhængig af kundeønsker og specifikationer – vil kunne byde på en rækkevidde på op mod 400 km.

Det er en spændende udvikling og relevant for mange virksomheder og ikke kun dem, der opererer i byerne. Ikke desto mindre vil det nok være mere relevant for de fleste, om man måske kunne skrue lidt op for tempoet i stedet.

Der er premiere på VW e-Crafter i løbet af 2017. Det samme gælder for den almindelige Crafter.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *