• Store skærmkasser og bastant bagdel leder tankerne hen på Nissan crossovere, Juke og Murano

  • Man må sige, at Toyota i den grad har taget skeen i den anden hånd og skabt et sporty og spændende design

  • Læg mærke til håndtaget til bagdøren, der er anbragt i taglinjen

  • Baglygterne ligner også Nissan Jukes - bare spejlvendt

  • Man aner Aygos og Yaris' kryds i den stumpe snude, men det er dejligt nedtonet

Toyota C-HR ligner et pletskud

Bum. Pludseligt landede de bare en snorlige crossover. Toyota C-HR har designelementer fra Mirai og Prius - bare pæne

Vi har jo aldrig rigtigt været i tvivl om, at Toyota havde modet til at lave noget vildt og anderledes. De har bare ikke kunnet finde ud af at lave det, så europæere var enige med dem.

Men nu ser det ud til, at nogen har hjulpet dem med at tegne deres første forsøg på en crossover. Toyota C-HR ligner et pletskud i første hug.

Juke-klon

Nogle vil kalde Toyota C-HR en Nissan Juke-klon. Særligt bagfra er der ligheder, og så kan man filosofere lidt over, at baglygterne også har ligheder til konkurrenten, omend de er monteret omvendt.

Men hvor Juke med sit futuristiske ydre har været på gaden i en del år efterhånden, præsenterer Toyota deres nyeste hybridteknologi fra Prius under huden på C-HR.

Mirai og Prius

Forfra er der rigtigt meget Toyota, men med lidt Prius-krydderi og nye streger er det lykkedes den japanske gigant at svinge sig op til noget, vi i Europa bedre kan håndtere end de Tilbage Til Fremtiden-gætterier, vi har været vidne til med Mirai og den nye Prius.

‘Et opsigtsvækkende og hidtil uset dramatisk og vovet design kombineret med en blanding af 5-dørs coupé og høj SUV.’

Lige i øjet

Sådan beskriver Toyota deres første crossover og dokumenterer dermed, at begrebet crossover ikke rigtigt har nået toppen af verdens største bilmærkes skyskraberte. Ikke desto mindre er det netop en crossover, de beskriver med de ord.

Ordene er lige i øjet, og Toyota fortsætter med at danse om den varme grød. De nægter tilsyneladende at tage ordet crossover i deres mund.

Dansk designer

‘Toyota C-HR, der på engelsk står for Coupe High Rider (et coupé-lignende køretøj med høj frihøjde og højere siddeposition), viser dermed troskab til den konceptudgave, som den danske Toyota-bildesigner Stephan Rasmussen stod bag, og som tiltrak ekstra stor opmærksomhed for et halvt år siden ved Frankfurt Motor Show.

Bilens ‘coupé-lignende’ linjer er designernes svar på udfordringen med at kreere en bilmodel, der skiller sig positivt ud blandt de eksisterende Toyota-modeller og samtidigt viser en ny vej i sin bilklasse.’
Ja, det kan man jo ikke argumentere imod.

Økonomisk bybil

Ud over det vovede design byder Toyota C-HR også på innovation til sin klasse med introduktionen af en hybridudgave. Det er Toyotas seneste generation af hybridteknologi, som også netop har fundet vej til den helt nye Toyota Prius.

Dermed er der lagt op til en bil, der vil klare sig særligt godt i bylivet med en for sin klasse hidtil uset høj brændstofeffektivitet. Toyota C-HR er bygget på den nye platform TNGA (Toyota New Global Architecture), der handler om at bygge bedre biler på både smartere og mere økonomisk vis. Det medfører blandt andet et lavere tyngdepunkt og gør dermed også Toyota C-HR til en mere underholdende og sikker bil at køre.

Skabt til Europa

C-HR er skabt med særlig fokus på Europa. Hiroyuki Koba, der er chefudvikler af C-HR, har kørt tusindvis af kilometer på europæiske veje for at få nærmere indsigt i og forståelse af det europæiske vejnet såvel som den europæiske kørestil.

Han har blandt andet lagt mærke til, at europæere i forhold til andre folkeslag i verden har en meget mere glidende kørestil baseret på en hurtigere opfattelse af trafikken og øjeblikkelig reaktion på den.

– Europæere undgår i højere grad hindringer i trafikken ved eventuelt at ændre vognbane og samtidig fastholde hastigheden for at komme mere effektivt frem. Det har fået os til at arbejde med kørepræcision i alle bilens aspekter sammen med vores europæiske team. Vi er gået efter at opnå mindst ligeså gode køreegenskaber for C-HR som for en bil i den kompakte mellemklasse, hvor Auris hører til, fortæller Hiroyuki Koba.

Prangende og i balance

Med udgangspunkt i den typiske europæiske kørestil har han udviklet køredynamikken for C-HR og gjort den i stand til at reagere hurtigt og præcist på førerens kommandoer.

Et særligt LED-lygtebånd i de store for- og baglygter samt tredimensionelt udseendede kofangere bidrager til, at C-HR også efterlader indtrykket af en bred og prangende bil i balance med sig selv. Læg dertil de specielle bagdøre med dørhåndtagene integreret i den bageste C-stolpe samt den coupé-lignende taglinje, der munder ud i en stor topspoiler.

Hybrid og benzin

Motormæssigt kommer Toyota C-HR både som hybridbil og med ren benzinmotor. Som hybridbil kan C-HR mønstre samme helt nye 1,8-liters benzinhybridmotor, som også netop er introduceret i fjerde generation Prius. Den har 122 hk og en historisk høj termisk effektivitet for benzinmotoren på over 40 procent. Det gør, at C-HR som hybridbil udleder mindre end 90 gram CO2/km og dermed sætter nye standarder for sin klasse.

Den kommer også med Toyotas nye 1,2-liters turbobenzinmotor. Turbobenzineren, der yder 116 hk, debuterede for et halvt år siden med stor succes i Auris og vil til C-HR både kunne fås med manuelt gear og CVT-automatgear.

Safety Sense

C-HR kommer som standard altid med Toyotas sikkerhedspakke Toyota Safety Sense med automatisk nedbremsning, hvis der er risiko for en ulykke, vognbaneassistent, automatisk læsning af vejskilte samt automatisk op- og nedblænding af fjernlyset.

Derudover er sikkerhedspakken i C-HR også udvidet med adaptiv fartpilot, som selv sørger for at holde afstand til den forankørende, samt automatisk nedbremsning for fodgængere.
Toyota introducerer C-HR i Danmark i starten af 2017

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *