12.000 varebiler skal have vognmandstilladelse

Lempelige regler gør godskørsel for fremmed regning med varebiler til et Klondyke for udlændinge og småsvindlere. Et gammelt forslag til at bekæmpe det er dukket op i Folketinget

Transportminister Magnus Heunicke afviste i torsdags endnu en gang forslaget fra Dansk Folkeparti om at stramme reglerne for at køre med gods for fremmed regning i varebiler under 3,5 ton.

Det blev dog ikke mere afvist, end at en undersøgelse skal klarlægge behovet for mere bureaukrati på området.

Som det er i dag, skal man blot kunne fremvise en forholdsvist ren straffeattest og ikke have gæld til det offentlige. Så kan enhver faktisk med en gammel kassevogn fra Den Blå Avis nedsætte sig som let vognmand.

12.000 varebiler er omfattet

Et tilsvarende forslag blev udskud i 2012, hvor en konsulentundersøgelse skulle vise, om der i praksis er brug for en sådan stramning.

Undersøgelsen, der blev færdig i 2013, viste, at over 12.000 varebiler under 3,5 ton svarende til 2,9 procent af en samlet varebilsflåde på 430.000, kørte med gods for fremmed regning.

Der var blandt Folketingets partier bred enighed om, at varebiler, der kører med gods for fremmed regning hersker en del lovløshed med sort arbejde og overtrædelse af overenskomster og mindstelønninger – såkaldt social dumping. Blandt andet kører en del udenlandske varebiler og chauffører med gods på denne måde.

For dyrt for reklamebude

Et af de mest iøjnefaldende problemer er tilsyneladende kravet til egenkapital. Et krav, som ifølge DF kan justeres ned i forhold til de tungere lastbiler, så det for eksempel blev sat til 50.000 kroner.

Dansk opfindelse kan redde millioner af dieselbiler

De bedste vinterdæk på våde veje

Under forhandlingerne i Folketinget anførte trafikordfører for Socialdemokraterne, at det nuværende egenkapitalkrav på 150.000 kroner, som det er for lastbiler, ville være en uoverkommelig byrde for eksempelvis et reklamebud i det nordjyske, hvor han er stemt ind.

Cabotagekørsel

Hertil replicerede Kim Christiansen, der er ordfører for Dansk Folkeparti på forslaget følgende:

– Altså, mange af de reklamebude, jeg har set, kører i hvert fald ikke på danske nummerplader. Og det er så en anden ting, som det her forslag jo også skal være med til at afhjælpe: Der bliver kørt ufatteligt med cabotagekørsel med de her varebiler, og vi skal bare lige have for øje, at det også skal indgå i udvalgets arbejde, at vi får sat en stopper for det.
’Udvalget’, som Kim Christiansen henviser til, er det udvalg, som regeringen sammen med Enhedslisten og SF på Finansloven har vedtaget at sætte til at undersøge, hvordan man kan sikre ens konkurrence- arbejds- og lønvilkår for denne del af transportbranchen.

Sådan er reglerne i dag

Definitionen af godskørsel for fremmed regning er kørsel mod betaling med gods i en lastbil eller et vogntog, hvor godset ikke tilhører eller på anden måde er knyttet til den registrerede bruger af bilen. Er lastbilen eller vogntoget over 3,5 t tilladt totalvægt, kræver kørslen tilladelse fra Trafikstyrelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *